Caroline Wozniacki æresmedlem af IC

Kronprinsen overrakte æresnål til tennisprinsessen

Verdensetteren Caroline Wozniacki er udnævnt til æresmedlem af den Internationale Tennis Club of Denmark. Og kronprins Frederik, der også er æresmedlem af klubben, overrakte det synlige bevis på hæderen ved en privat seance på HIK, hvor de to hovedpersoner fandt tid til at spille tennis sammen.

Den danske afdeling af IC Tennis har valgt at gøre Caroline Wozniacki til æresmedlem efter en formidabel sæson, der har bragt Caroline op som nummer 1 på verdensranglisten.

- Caroline, hvad du har opnået i år er uden sidestykke i dansk tennis. Vi er meget stolte over, at du har sagt ja til at være æresmedlem af vores klub. Vi håber, at du får stor glæde af medlemskabet. Både nu, hvor du er verdens bedste tennisspiller, og når du en gang om mange mange år holder op med at spille professionelt tennis og gerne vil bevare kontakten til dine tennisvenner herhjemme og i udlandet, sagde formand Mikael Bernhoft blandt andet i sin tale.

Formanden rettede også en stor tak til kronprins Frederik for hans deltagelse i arrangementet, og hans aldrig svigtende interesse for tennissporten.

Inden Caroline Wozniacki blev udnævnt til æresmedlem af den danske afdeling af IC, spillede den danske verdensetter tennis med kronprins Frederik på HIK. Det gav den tennisglade kronprins sved på panden og smil på læben.

Kronprins Frederik overrækker det synlige bevis på hæderen til Caroline Wozniacki - kvindernes emblem og halstørklæde i IC-farverne – mens formand Mikael Bernhoft ser til.

Caroline Wozniacki og kronprins Frederik sammen med ICs bestyrelse. Fra venstre Formand Mikael Bernhoft, Michael Klitvad, Lone Vandborg, Stein Ulrich, Christian Buchwald, H.P. Michaelsen og Kenneth Carlsen.